Vision

Dette er et historisk inspireret rollespil, men ud fra tanken, at det ikke er en historisk dokumentar. Det er et scenarie, der er løst baseret på en serie af dramatiske begivenheder i Danmarks fortid, begivenheder hvor den nedskrevne historie efterlader mørke huller.

Med historien som udgangspunkt, farer vi ind i en gådefuld fortid, hvor omstændighederne bag Danmarks sidste kongemord stadig står uopklaret. Dette scenarie er ikke et reenactment af fortiden, men bruger kun et spændende kapitel af fortiden, som udgangspunkt for ”hvad nu hvis” .

Scenariet er sat op, så den historiske kontekst skal gavne scenariet og ikke hindre det. Historie er ikke hvad du har på – det er hvordan og hvorfor du reagerer som du gør og de tanker der ligger bag. Den historiske kontekst skal give muligheder for at lege med historien. Historien skal blive en legeplads for episke fortællinger.

Kongemord skal være kort og præcist. Scenariet får flere akter, centreret omkring komplottet, bag et kongemord, hvor de tilstedeværende skal navigere både i den overordnede historie og i deres egne private fortællinger og behov.

Grupperne får præcise målsætninger, således de ved hvor de overordnet skal spille hen imod, og mindre private plots vil blive til i samråd med grupperne i henhold til deres baggrundshistorie.

Det er ikke et scenarie, der handler om at gå på kro, men et scenarie om status, magt og rænkespil. Vi bruger termet: For de, der hygger sig ved at spille rollespil og ikke for dem, der spiller rollespil for at hygge sig…