FAQ

Hvorfor koster scenariet så meget?

650 kr. kan måske virke som meget for en enkelt dags rollespil, men der er en masse udgifter forbundet med at leje et spejdercenter og få basal logistik til at hænge sammen. Jo færre man er til arrangement, jo færre er man også til at deles om fællesudgifter, der er de samme om man er 15 eller 100 deltagere.

Derudover er der fuld forplejning til scenariet, både mht. mad, drikke og service, så det er altså ikke meningen at du skal have andet end dig selv med, dit kostume og noget offgame sovegrej (hvis du altså regner med at overnatte).

Vi garanterer, at vi vrider hver en deltagerkrone for at få mest muligt ud af den.

Skal jeg have historisk viden om perioden for at kunne deltage?

Nej, man behøver på ingen måde at have kendskab til hverken middelalderen i Danmark eller om denne historiske begivenhed. Scenariet er udelukkende inspireret af historiens vingesus, men derfra stopper den historiske korrekthed også.
Den basale middelalder forståelse, som er ønsket til scenariet vil du få tilsendt i dit deltagermateriale.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke har en gruppe?

Desværre er dette spildesign meget afhængig af grupper, både for spillets overordnede gang og fordi, at det er med gruppernes egne ideer, som spillet i høj grad kommer til at tage udgangspunkt i.
Hvis der er ekstra pladser, når vi nærmer os sidste tilmelding, kan det blive en mulighed at arrangørerne hjælper med, at lave en sammensat gruppe, i det omfang dette kan lade sig gøre.
Skriv dig gerne op på en venteliste for dette, send en mail med overskriften ”venteliste” til kongemord2023@gmail.com

Må man drikke til scenariet?

Der bliver serveret alkohol til scenariet i form af vin og øl. Det er et voksent scenarie og vi forventer, at vores deltagere er ansvarlige og kan moderere sig.
Man har ansvar for eget alkohol-indtag og forpligtiger sig til ikke at være til gene for hverken scenariet eller ens medspillere. Hvis du føler nogen er ved at drikke for meget og er ubehagelige opfordre vi til man taler med arrangøren om dette.

Må man selv tage alkohol med?

Der bliver serveret alkohol til scenariet og der er som udgangspunkt ikke grund til at medbringe sit eget. Er der nogen, som har en særlig vin de ønsker at drikke til maden, er det selvfølgelig helt fint, så længe man holder de hårde typer sprit ude af spillet.

Hvilken type mad kan jeg forvente?

Kokken laver mad med udgangspunkt i middelalder-stemning og maden vil være indenfor rammerne af vores romantiske forestilling om middelalderens gilde. En nærmere menu vil blive oplyst tættere på scenariet, da sammensætningen i høj grad bliver efter tilbud og tilgængelighed.

Hvilken type mad, bliver der serveret, hvis jeg spiser vegansk?

Da der er begrænset kapacitet og personale i køkkenet er det desværre ikke muligt at supplere vegansk option af maden, uden det kostede for meget på disse knappe ressourcer. Vi vil dog have flere vegetariske retter i dagens løb, så selvom du ikke spiser kød skal du nok kunne blive mæt.

Har man særlige kosthensyn, vil det være muligt at stille mad på køl, men da der er begrænset plads skriv til kongemord2023@gmail.com og forhør dig inden.

Er der en tryghedsvært til scenariet?

Nej, der vil ikke være en decideret tryghedsvært til scenariet. Arrangøren er netop ikke i spil for at være den, som man går til, såfremt man har problemer eller nogle ting, hvor det ville være godt at have en tredjepart med indover.

Må man ryge til scenariet?

Man må selvfølgelig ikke ryge indenfor i nogle af centerets bygninger. Rygere skal selvfølgelig have lov til at ryge, men vi foretrækker at de går væk fra spilområdet. Både af hensyn til indlevelse og af hensyn til de andre deltagere.
Vi vil også sætte et område op, hvor vi anbefaler man ryger, således skodder ikke ender ude i området.

Er der et offgame område?

Der er som udgangspunkt ikke et offgame område for spillerne. Scenariet er meget kort og afhængig af spillerne er til stede ingame.
Hvis du har brug for et kort pusterum, eller har behov for kort at kalibrere med din gruppe eller en relation har området rigeligt udendørs plads, hvor man snildt kan gøre dette.

Hvordan er toilet og bade faciliteterne på området?

Centeret har træk og slip toilettoiletter, som er fælles for kønnene. Udover dette er der kønsopdelte baderum, dog uden enkelt kabiner eller privat omklædning.

Kan man være gangbesværet/handicappet?

Spillet vil primært foregå indenfor i stueetagen og udenfor på jævn græsmark. Der er en lille ståltrappe op til toiletterne og trapper til sovesal, men det er muligt at sove med feltseng i stueetage. Det forventes at spillet vil have mange timer, der ligger op til man sidder ned og det kan anbefales at man medbringer en siddepude ved f.eks. dårlig ryg.

Er der efterfest?

Scenariet stopper sent lørdag aften, hvorefter der i spilrummet vil blive spillet musik og åbnet op for et mindre bar-salg. Dette er en god mulighed for at få talt med dine medspillere og hilst på de virkelige personer bagved rollerne. Er man helt brugt er det naturligvis muligt enten at tage hjem eller gå tidligt i seng.

Hvor historisk korrekt skal mit tøj være?

Foreningen Einherjerne har måske et ry for at være vældig glade for vores eget grej og kostumer. Dette er dog ikke noget, som vi vil trække ned over hovedet på andre. Vi har I mange år kørt efter mottoet ”hellere en god spiller i ok-grej, end en ok-spilller i godt grej”. Det er vigtigt for os, at man har overskud til at spille scenariet, fremfor at man har syet det vildeste kostume i døgndrift op til arrangementet.
Dit kostume skal få dig til at føle dig som en vigtig rolle i middelalderen/Robin Hood-tiden og når musikken spiller, er det helhedsindtrykket der tæller.